Knapt 5 kilometer vest for Samsø ligger Tunø. Med denne placering, er øen tæt ved at være Danmarks geografiske centrum.
Klimaet er mildt, nedbøren er mindre end landsgennemsnittet og solskinstimerne talrige. Det giver på linie med Samsø grobund for en særlig flora og fauna.
Øen præges i dag af en skovbevokset lavning, der oprindelig var havbund i Stenalderen. Lavningen omgives mod øst og vest af et istidslandskab, der domineres af to parallelle morænerygge som udbreder sig i nordvest-sydøstlig retning. Moræneryggene er antageligt dannet af Nordøstfremstødet, men er blevet overpræget af et senere Ungbaltisk Fremstød, der også har overpræget tilsvarende morænerygge på Nordsamsø. I kystklinterne ses istidsaflejringer fra såvel Nordøstfremstødet som det Ungbaltiske Fremstød.
Af særlig geologisk interesse er Sønderklint på den sydlige del af Tunø, hvis aflejringer hermed skal fremhæves. Klintens nederste aflejring består af blåligt gråt, relativt stenfattigt og leret moræneler, der stedvis kan genfindes i Nordsamsøs kystklinter. Enheden opbygger godt halvdelen af klinterne på Tunø, hvor den ligger på oprindeligt leje, mens samme enhed på den nordlige del af Samsø, for det første er langt mindre mægtig og i hovedreglen er deformeret af senere isfremstød. Morænelerets blågrå farve skyldes, at det er opblandet med store mængder blåligt ler, der oprindeligt blev afsat i Skærumhedehavet, som dækkede det nordligste Jylland og en del af Kattegat i slutningen af sidste mellemistid og langt ind i Weichsel Istiden. Nøje undersøgelser af leret har vist, at det indeholder mikroskopiske kalkskallede organismer, de såkaldte foraminiferer. Foraminifererne tilhører en art, der var kuldeelskende, hvorfor det antages, at leret er afsat i den sene del af Skærumhedehavets historie. Dette er sammenfaldende med begyndelsen på Weichsel Istiden. At leret i dag kan genfindes i opblandet form i Tunøs kystklinter væsentligt længere mod syd, menes at kunne tillægges, at en gletscher fra nord (Norske Fremstød) i tidlig Sen Weichsel skred ind over landet og dækkede den nordlige del af Danmark. For yderligere beskrivelse af interesseområdet, se tunoe.PDF
Værdi Geologisk set kan tilblivelsen af Tunøs landskab anskues i sammenhæng med Nordsamsø, der i øvrigt er udpeget som Nationalt Geologisk Interesseområde. Øens landskabelige hovedtræk er dannet i slutningen af Weichsel Istiden samt i tiden umiddelbart herefter. Tunø er i sin helhed udpeget som et område af såvel landskabelig som geologisk interesse, idet øen, på trods af sin lille størrelse, udviser en rig geologisk og landskabelig variabilitet, der tydeligt afspejler tilblivelseshistorien. Særligt interessant er kystklinternes blåligt grå moræneler, der antageligt er afsat af Norske Fremstød i tidlig Sen Weichsel. Enheden er også registreret i Nordsamsøs kystklinter, hvor det dog ligger på sekundært leje. Tunø er således i sin helhed af betydelig undervisnings- og forskningsmæssig værdi.
Stort set hele øen blev fredet i 1965. Undtaget er Tunø by og et sommerhusområde nordøst for byen.
Tilgængelighed Der er anlagt en sti, der følger kysten rundt. Både langs nordkysten og sydkysten er der markante klinter, hvoraf Sønderklint (23 meter) er den højeste. Der afgår færge fra Hov. Øen er i øvrigt bilfri.
Foldere, udstillinger, links, m.m. Se også Skov- og Naturstyrelsen folder om: Nordby Bakker, Samsø. Vandretursfolder nr. 62. Folderen kan downloades på: www.sns.dk.
Se også en let tilgængelig beskrivelse af Nordby Bakker på www.naturnet.dk.
